FLUX fad- og beholderpumpe fra Axflow medvirker i produktionen af eksklusiv gin
Axflow har leveret en Flux fadpumpe til ginproducenten Njord Gin i Århus, som fremstiller eksklusiv gin for feinschmeckere i hele verden.
Med den nye pumpe kan Njord Gin producere en større mængde af den eksklusive gin end tidligere.
Når mesterdestillatøren hos Njord har lagt sidste hånd på en af de eksklusive typer af gin, kommer den nye fadpumpe i spil. Pumpen bruges til at pumpe og transportere gin fra et fad til et andet og til at pumpe ginnen videre til tapperiet hvor ginnen kommer på flasker, så den kan blive klar til levering til kræsne kunder i hele verden.
FLUX fad- og beholderpumpen kom i drift hos Njord Gin i september 2019, og den er meget effektiv på grund af sin kraftige motor. Det betyder ifølge MD hos Njord Gin, Troels Præst Andersen, at destilleriet på fleksibel vis kan pumpe gin.
"Sammenlignet med vores gamle pumpe har vi nu en større kapacitet. Det skaber fremgang for os, at vi har fået en større kapacitet i produktionen af gin. Med den nye fadpumpe tager det for eksempel kun ti minutter at pumpe den samme mængde gin, som vi med den gamle pumpe brugte mindst en halv time på. Det skaber en langt større effektivitet," fortæller Troels Præst Andersen og tilføjer, at Njord Gin med den nye fad- og beholderpumpe pumper mellem 500-1000 liter gin om måneden.
Fad- og beholderpumpen er specielt udviklet til at transportere væsker mellem fade, tromler og IBC-tanke. De fås i mange forskellige materialer, både med og uden akseltætning, i flere længder og både som fødevare og ATEX godkendte.
I Njord Gin's tilfælde faldt valget på en F430 fadpumpe udført i rustfrit stål som både er godkendt iht. EU1935/2004 og ATEX.
Mobil, flytbar og brugervenlig F430 fad- og beholderpumpe
Udover at være effektiv er en anden fordel ved Njord Gin's nye fadpumpe ifølge Troels Præst Andersen, at den er mobil og meget brugervenlig.
"Pumpen er transportabel. Den vejer ikke så meget og kan derfor nemt løftes rundt forskellige steder i produktionen. Sammenlignet med nogle af vores stationære pumper, er den meget mindre besværlig at flytte rundt på. Det gør, at pumpen kan bruges flere steder i produktionen af gin," fortæller han og fortsætter:
"Pumpen er desuden brugervenlig og let at skille ad, samle igen og også at betjene. Vi oplever derfor en stor fleksibilitet i produktionen med den nye fad- og beholderpumpe fra Axflow."
Service i høj kvalitet
Kendskabet til Axflow opstod, da Njord Gin var på jagt efter en pumpe i Tyskland og herigennem kom i dialog med fabrikanten Flux.
"De fortalte, om en dygtig forhandler i Danmark, som kunne levere lige præcis den pumpe, jeg manglede i fødevaregodkendt udgave til pumpning af brandbare væsker. Kort efter blev jeg kontaktet af Axflow," fortæller Troels Præst Andersen.
Njord Gin afprøvede flere løsninger. F430 fadpumpen viste sig at være den helt rigtige løsning for virksomheden. For Troels Præst Andersen betyder det, at samarbejdet har overgået hans forventninger:
"Vi er meget tilfredse med den gode service, vi har oplevet fra Axflows produktchef Johnny Petersen, og vi kan i den grad anbefale Axflow som leverandør af pumper. Johnny har udvist stor forståelse for vores behov som et lille specielt gindestilleri. Han har de seneste ni måneder brugt meget tid og energi på at finde den helt rigtige pumpe til os, i stedet for blot at sælge et produkt til os, der ikke virkede optimalt," fortæller han og fortsætter:
"Den gode service har forsikret os om, at det har været den helt rigtige løsning for os at få leveret pumpen gennem Axflow frem for at købe den på nettet."
Det gode samarbejde har desuden åbnet op for nye muligheder, da Njord Gin overvejer at få leveret et nyt filtersystem fra Axflow til filtrering af den eksklusive gin.
"Der er endnu ingen fast aftale, men vi er i dialog med Axflow om mulighederne for et pladefilter, der passer til lige netop vores behov," siger Troels Præst Andersen.